Kopieret fra Fyens Stiftstidende:

 

Billede

Ung skytte tæt på VM-medalje

Af Sander Schmidt Astrup

EJLBY:Det var kun bittesmå marginaler, der forhindrede 20-årige Maria Degn Poulsen fra Ejlby i at skyde sig til en medalje ved det verdensmesterskab, der for nylig blev afviklet i Kroatien.

Iungdomsskytternes holdkonkurrence blev Maria Degn Poulsen og hendes to holdkammerater fra Århus og Ulfborg nummer fire.

- Vi var kun et enkelt point fra at få bronze, fortæller den 20-årige nordfynbo.

Selv om Maria Degn Poulsen er tilfreds med at være en del af det fjerdebedste hold i hele verden, så er hun alligevel en smule ærgerlig over det resultat, som holdet præsterede med salonriflerne.

- Ingen af os tre skød op til vores bedste. Havde vi gjort det, havde vi helt sikkert fået bronze. Og måske havde det være nok til en sølv- eller guldmedalje.

Maria Degn Poulsen fortæller, at alle tre danske skytter var mærket af at skulle deltage i et verdensmesterskab.

- Der var rigtig mange mennesker, og stævnet var meget stort. Og det bliver man altså påvirket af.

Midt i feltet

Iden individuelle konkurrence havnede den unge nordfynske skytte cirka midt i deltagerfeltet.

Placeringen var bedre end den, som Maria Degn Poulsen skød sig til ved det seneste europamesterskab. Og dermed levede hun op til sine egne ambitioner om den individuelle præstation.